Søg
  • Tine Huge

Hvad kommer efter demokrati?

Denne artikel udkom i Information i 2010. Den dukkede op i arkiverne, og efter genlæsning må jeg konstatere at den fortsat et vigtig. Så her kommer den igen...


For nylig til en konference om fremtidsdanmark spurgte en deltager oplægsholderen: ”Hvad kommer efter demokrati?”. Det gibbede i mig! Og i oplægsholderen! Det giver ingen mening. Heldigvis svarede oplægsholderen: ”Der kommer ikke noget efter demokrati”. Men i sin nuværende form trænger det måske til en kærlig genopdagelse.

Demokrati er godt. Det ved vi. Det er en gennemprøvet form - der holder. Vi ved, at den er værd at kæmpe for. Vi ved, at den inkluderer og giver frihed. I teorien. Og i praksis.

Hvad er det for nogle praksisser vi i øjeblikket kalder demokrati? Hvor og hvordan starter demokratiske processer? I organisationer og virksomheder? I det politiske system? I resten af verden? Hvor demokratiske er vi egentlig i daglig praksis, når det kommer til stykket? Blandt vennerne? I familien? Med kæresten? I nabolaget? I lokalsamfundet? Ved køkkenbordet?

Er der ikke en sammenhæng mellem ulave i verden og manglen på participatoriske processer? Og de unge gider ikke tage politisk stilling. Hvad handler det om? Er de dovne? Nej. Vil de ikke have medindflydelse? Jo. Hvad sker der?

Oplægsholderen sagde også, at ”hvis vi vil søge fremtiden, må vi forstå fortiden”. Det lød godt. Vi har som aldrig før brug for at genopdage kraften i demokratiet på det niveau, hvor du oplever, at du kan være med til at skabe og tage initiativ. Have medansvar og medindflydelse, der hvor dit engagement er. Vi har brug for at genopdage hvad demokrati kan, og hvad det gør for os personligt samt mærke på vores kroppe hvordan, det føles, når det sker. Nu og her. Når du er til stede. Når demokrati bliver en daglig praksis, der trænger helt ind i knoglerne på os, og ikke blot er noget, der foregår blandt nogle folk på en borg.

Den 8. februar skal vi igen til valgurnerne. Men hvad sker der? Det er de samme politikere, der igen sidder i de samme stole, med de samme valgprogrammer, foran det samme tv-kamera med den samme tv-vært, der stiller de samme spørgsmål, som de svarer på samme måde på som altid, ud fra de helt samme partifarver og de argumenter, der hører til. Så udspiller der sig den samme debat, mellem politikerne som, der altid har gjort. De samme slår stadig de samme oven i hovedet for de samme politiske holdninger, hvorefter de samme kommentatorer på samme måde forklarer spillets regler og samtidig forudsiger tingenes tilstand. Senere - helt på samme vis - bliver der fremlagt analyser fra de samme mænd, der indtager de samme statements, som de og deres respektive blade altid har gjort. Her er vi bragt til af det spin, - udført af de samme spin´ere, der i øvrigt spinner om deres eget spin – som folkene bag facaden opererer med og gelinde placerer på samme vis foran den samme bedøvede flok mikrofonholdere. Imens sidder den samme befolkning på samme vis som altid, i de samme sofaer og beklager sig samtidig uden at være rigtig glade, men på samme måde lidt mere ligeglade som altid. Wau sikken en praksis!

Luk lige øjnene og forestil dig, at det er helt anderledes. Forestil dig en helt anden måde at organisere og praktisere demokrati og indflydelse på. Hvad nu hvis valgkampen i stedet var organiseret som en 3 ugers lang åben meningsfuld samtale? Forestil dig, at valgte politikere sammen med et repræsentativt udsnit af den danske befolkning, bliver ved med at samtale til, der er et fælles grundlag for fremtidsdanmark? Hvis der er rum og tid til, at samtale sig frem til det ypperste, kunne det så ikke være lige meget hvem, der sad på magten? Hvordan kan vi skabe rammer, der gør det muligt, at fokusere de meningsfulde og vigtige emner, så vi igen får demokratiets og samtalens ild tilbage? Hvordan kan borgere spille ind? Ved tasterne? Webloggen, som talerør?

Desmond Tutu sagde forleden i tv: ”demokrati skal komme demokratisk”. Folk skal ville det. Derfor er det nødvendigt, at ”Demokrati er så tillokkende og fristende, at man ikke kan lade være med at deltage”. Det er jeg fuldstændig enig i.

Tænk hvis, ”du får hvad du giver” var målestokken for demokratiets sundhedstilstand, og man så spurgte folk hvad, de senest selv havde bidraget med? Kunne man så ikke forestille sig, at vi samtidig fik aflivet den tilbagelænede sofavælgers kommentar: ”Nogen burde gøre noget”?

Dette er et opråb til, at vi får taget kraften og det dyrebare i demokratisk praksis alvorligt. Lad os give os selv lov til, at genfinde meningen med demokrati og demokratiske praksisser. Lad os stille spørgsmål til det, vi tager for givet og derved udforske og undersøge vores bagland. Vi kan noget, der er vigtigt. Hvad er det participatoriske processer kan? Reelt? Hvor kan de genskabes? Med hvilke greb?

3 visninger

©2019 by Tine Huge

  • Linkedin- Tine Huge
  • Facebook - Huge-by-Heart
  • Black Instagram Icon