- en artikel om stressfænomenet
Legitimering af stressindustrien
Det bugner derude med offentlige stressklinikker, forebyggende stresstiltag, private virksomheders og alternative tilbud om at hele og hjælpe dig - når du er gået ned med stress! Stress er det nye sort indenfor for sygemeldinger! Det er som om, det er blevet alment accepteret, at sådan er det bare. Det er sådan det er, at være ansat i systemet. I det offentlige. I alle sektorer.
Det er også som om, at det kører i ring. Som om alle instanser politikere, arbejdspladser, læger, a-kasser, jobcentre er med til at legitimere stress, som en del af et gyldigt grundvilkår, der hører med til at fortsætte i effektiviseringssporet. Samfundsudgifterne til den halve million danskere der pt. er nede med stress, lægebesøg, indlæggelser, medicin samt de menneskelige omkostninger er enorme. Det er en kendsgerning.
Der er sjældent noget positivt at sige om stress i sig selv. De fleste der har oplevet det på egen krop har det ad H til i processen. Det eneste gode der er at hente i stressbølgen er, at det er et meget kraftigt vink med en vognstang til verden om, at der er noget, der er i ubalance. At der er alt for mange mennesker der går rundt og laver det forkerte eller laver for meget med et forkert fokus. Stress er derfor en mulighed for at vågne op i dit liv og tage ansvar for hvad, der giver mening. Det ser dog ud som om, at det langt fra er arbejdspladserne som de pt. er skruet sammen i det offentlige, der leverer muligheden for at skabe den mening. Det er også en kraftig opvågnen til at træde ud af hamsterhjulet. Men hvis vi gør det på en gang, hvem skal så sørge for børnene, de syge og de ældre etc.?
Stress ud af ordbogen
Stress er i min optik spild af ressourcer og alle gode menneskers tid og liv! Derfor bliver jeg nødt til at stille et spørgsmål, der på samme tid er larmende absurd og helt simpelt: Hvordan kan det være, at der ej i højere grad er fokus på at skabe arbejdspladser og arbejdsforhold, der sikrer, at INGEN går ned med stress? Altså som i at stress på ingen måde er en mulighed fordi, det som koncept er udgået af den organisatoriske velfærdsordbog? Hvordan ser sådan et offentligt arbejdsliv ud, og hvad skal der til for at manifestere det? Hvilke krav og kompetencer stiller det til ledelse?
Hvis ikke vi kan skabe arbejdspladser med høj væredygtighed, så udhuler vi bare fortsat den ressource, som systemerne skal udvikle sig med. Det er nemlig stadig levende mennesker, der sammen skaber de bedste resultater i de rammer og forudsætninger, som vi bestemmer os for skal være de bedste.
Stress på ansvaret
Det forekommer mig, at det er gået hen og udelukkende blevet den enkeltes ansvar om man er stresset eller ej. Man kan risikere at blive opfattet som en svag eller ikke-robust person, der ej er dygtig nok eller har svært ved at tilpasse sig. Der er sikkert nogen, der vil sige, at det er den enkeltes ansvar at undgå at blive stresset. Det er ej arbejdspladsens ansvar. Ja, ansvar det skal vi tage som mennesker, men med den serieproduktion af stress ser det ud som at, at den faktisk er forårsaget af at systemerne. Fordi de stadig er bygget op om hierarkier, strukturer og økonomiske effektiviseringsmodeller, der i sig selv fordrer og skaber iboende dysfunktionelle samarbejds- kommunikations- og adfærdsformer, organisationskulturer og strukturer etc., der gør folk syge. Her får jeg lyst til at spørge: Hvor er det at beslutningstagere tager ansvar? Helt uden at pege fingre af de enkelte ledere og ml. ledere, for ledere går også ned med stress på grund af krydspres og hierarkiets indre paradoksale og dysfunktionelle dynamik. Stress findes på alle niveauer af hierarkier. Men det forekommer mig, at der er et filter i de øverste lag af ledelse og beslutningstagere, der hindrer evnen til at se, at det kunne være anderledes, for det er jo bare ”de grundvilkår og rammer der er”.
Jeg har på tæt hold oplevet - både udefra og indefra og på egen krop - at se og mærke hvordan, systemerne i sig selv er bygget op, så de producerer dysfunktionalitet og stress. Jeg har også set, mærket og oplevet super dygtig ledelse, der fik det bedste frem i alle medarbejdere samtidig med at hele biksen voksede i tillid. Økonomi gik i balance og sygefravær faldt. Så det er muligt at skabe at skabe arbejdspladser hvor helheden er sund. Men jeg har også set det modsatte. Hvordan grotesk ledelsesmagt blev udfoldet, så angst og frygt var hverdagskost, hvordan uvidenhed om psykologiske mekanismer ramte sårbare sjæle. Hvordan systemets inerti lagde låg og dæmper på kreativ skaben, der kunne få sparket udvikling i gang, men i stedet på systemets præmisser blev til en dyd om at mestre arkivering. Det og mange andre dysfunktionelle mekanismer har medført store skader på værd. For det er det stress gør ved det dybeste og dyrebare i os. Det skaber lavere selvværd og mindre væredygtighed på arbejdspladsen. Jeg tror det kan være anderledes. Men det kræver, at vi anskuer udfordringerne fra et andet niveau end der, hvor de er skabt.
Kollektiv traumesuppe
Det jeg siger nu vil sikkert gibbe i mange. Som mangeårig energiarbejder, samskabelsesfrontløber, ledelses- og organisationsmentor og traumeterapeut ser jeg, at bagved alt det her, ligger der et helt ubelyst felt. Alle mennesker bærer rundt på følelsesmæssigt traumatiserende oplevelser af større eller mindre format. De er ofte årsag til forstyrrelser i følelser og kommunikation og kan føre til fysiske sygdomme. Alle de ubelyste traumer forårsager blokeringer i adfærd, kommunikation m.m. Det betyder, at hver gang vi møder en lignende situation på fx arbejdspladsen, som den traumet oprindeligt forårsagede, så reaktiverer vi det og skaber den samme tilstand i kroppen af angst eller frygt.
Man kan sige, at det faktisk betyder, at alle arbejdspladser inklusiv alle ansatte - ledere som medarbejdere – drives på et grundlag af ikke-erkendte traumer. Fordi det er umuligt fuldstændigt at adskille den private person fra den professionelle medarbejder. Se det for dig. Arbejdspladser er med stressfænomenet fyldt til randen af uforløste traumer. Mange steder er bægret allerede flydt over. Se det lige for dig igen. Arbejdspladser består af en ”fantastisk tvær-hierarkisk traume-ursuppe” af kollektiv negativt ladet selvværdsenergi, angst og frygtvibration for ikke at være god nok og ej at slå til, der fastholder og konserverer frem for at åbne op i tillid.
Hvis vi sætter lys på de bagvedliggende traumer og transformerede blokeringerne, så ser jeg for mig, at der åbner sig et hidtil uset potentiale for kreativ samskabelse! Et gigantisk felt af muligheder for at skabe sammen i fællesskab på et helt nyt plan. Det forudsætter dog, at vi tør dele fra indersiden af vores lederskab med hinanden. Men! Hvilke ledere tør oprigtigt gå forrest og lægge sig fladt ned og fortælle åbent om deres egen utilstrækkelighed og sårbarhed? Noget af grunden til stressbølgen mener jeg, nemlig skal findes i at det pt. er skyggesiden af ledelse, som bl.a. handler om konservering af prestige, magt og status, der kommer til udtryk. Det er ubelyste skyggesider, der skaber traumer. Traumer har vi masser af men de er ufarlige, når de er forløst i empati.
Nyt ledelsesparadigme
Som jeg læser verden, står vi i et nyt ledelsesparadigme, der ændrer sig hastigt. Hvad enten du kan lide det eller ej. Et ledelsesparadigme der kalder på balance. Balance ml. feminin og maskulin energi som princip, mellem adgang til indre og ydrestyring, balance i gearskifte lyttende modtagende gear og handlende fremadgående gear. Balance ml. ressourcer og kompetencer. Jeg kunne blive ved. Ledelse er fortsat en god ide og det bliver det ved med at være. Men det kræver beslutningstagere, ledelser og ledere, der er parate til at se indad og granske deres egen forandringsparathed og villighed til at sørge for at gå forrest i på vej mod at stress slet ikke findes.
Jeg tror at det (ud over en masse andet) kræver en helt særlig tilstedeværelse i dig selv af høj karat og integritet, hvor du kender dig selv endnu dybere end vi hidtil har set - hvis du vil excellere som leder og tage lederskabet på dig. På en sådan måde, hvor du imens det sker at alle dine egne følelser bag de reaktiverede traumer løber gennem dig bliver i stand til at forløse dem og tage det fulde ansvar for netop dine egne følelser således, at det aldrig går ud over andre. Hierarkiet mener jeg nemlig fordrer, at ubalance blot sendes videre, som et ekko af ubelyste traumer. Det at kunne erkende det og stå i spidsen for det angiver en ny måde at ansku hvad, det vil sige at tage ansvar på en offentlig arbejdsplads på.
Energilæsning af organisatorisk praksis
Som energiarbejder læser jeg organisationer energetisk frem for udtrykt i hierarkier og organisationsdiagrammer. Jeg læser energien i en organisation som et samlet kraftfelt af vibrerende energi. Et aftryk af den mængde af energi båret ind af de enkelte medarbejderes energi. Når stækket energi bringes med ind og arbejdspladsen samtidig fordrer at den fastholdes, ja, så skaber det kun mere af den samme energi. En tung energi, der vibrerer langsomt. Dvs. at vi overser, at vi sammen kan skabe en øget kvantemængde af højt vibrerende og kreativt skabende energi. Et større og stærkere felt af potentielt fælles nu-skabelse. Det forekommer mig, at vi overser væsentlige aspekter af store muligheder. Det er denne energilæsning vi – som jeg ser det - fremadrettet skal øve os i at blive bedre til at praktisere hvis, vi vil samskabe bedre, større og hurtigere. Jeg tror det er en uundgåelig ledelsesøvelse.
Det ser for mig også ud som om vi er nået til et tidspunkt hvor mange af de kendte hjælpe værktøjer som HR strategier, sygefraværsprocedurer etc. kommer til kort. Måske burde de faktisk sættes på stand by fordi, mennesker ej er maskiner der kræver værktøjer, men i stedet fortjener nærvær, væren og væredygtighed. Så fremtiden har ej brug for flere værktøjer men mere nærværspraksis. Dvs. at blive mødt med anerkendelse og respekt for, at vi altid gør vores bedste og at der også inde bag din facade er ubelyst liv, der blokerer.
Resonansledelse – en vigtig ledelseskompetence
Vi er i global situation, der stiller krav til at kunne se, tænke og handle større end hidtil, og vi har alle brug for at skabe et meningsfuldt arbejdsliv.”Keep your coins – we want change” handler om at transformere småtterier og det vi har prøvet til reel transformation af praksis. Jeg tror at det skift kan kick startes i hvert enkelt individ, der står op og tager lederskab for det. Men det fordrer en særlig evne til at kunne læne sig ind i og lytte sig ind i det fælles kollektive kvantefelt og samtidig forløse sine egne blokeringer gennem det kollektive genkendelige. At kunne mærke sig selv gennem den resonans og dissonans, der findes i os alle, og som gør os unikke og sårbare hver i sær. Det som findes i mig findes også i dig. At turde åbne sig for egne lige så sårbare sider, uden at lade dem styre og dermed tillade at blive genkendt og spejlet på indre følelsesmæssigt plan. Vi må hver især åbne os for helheden og gøre os større, så den frygt og modstand der er i luften passeres og frigøres i tillid og empati til at “sådan kan det også være”, og give plads til det nye fælles. Det bliver lederens rolle at være den, der tager lederskab for den forløsning. Mens det sker.
Det betyder at lederen må have fokus på at samle ind i det fælles vigtige om at skabe fra en her og nu opstået ægthed. Det er et nu af nærvær, omsorg, empati, forståelse, kreativitet og humor, som mens det sker, vil kunne mærkes intenst. Ja, næsten smages fordi energien og intensiteten af det nærvær er fortættet af dybere mening og samklang.
Det er en af de vigtigste kompetencer jeg ser ledere må træne og kvalificere i sig selv, så de kan gå forrest og være det ledende og tillidsfuld spejl på at vi alle er mennesker. Når vi anerkender alle vores slagsider alle vores fejl elsker dem og rummer dem, så mærker vi for alvor, at vi er værdsat og anerkendt af den anden - som var det mig selv. En fælles anerkendelse af, at vi deler resonans og dissonans og bliver dermed bliver hinandens resonanslærere.
Fremtidens ledere skal kunne skabe følgeskab, der kan mærkes helt ind i knoglerne som det dybeste ”Bow for Mankind” og give plads til de fælles små oversete ”indre traumatiserede børn i voksne kroppe”, der skriger på at blive mødt af kærlige voksne i kærlige bevidste og resonanslærende rammer. Det er en tilstand, der skal trænes bevidst som alle andre færdigheder, der skal holdes ved lige.
Hvis vi skal skabe virkelig forandring skal vi glemme småmønterne og satse stort på at gå nye veje. Snuden i sporet og fokus på reelle løsninger, handlinger, hands-on på opgaver, der er fyldt med glæde, kreativitet og samskabelse frem for procedurer, forebyggende tiltag, stressklinikker og retningslinjer etc.
Storhed kommer via stilhed og omfavnelsen af alt det, vi finder grimmest, sværest og mest sårbart hos os selv og de andre. Når du mærker og genkender dig selv i alle de andre, så bliver det frygtelige ufarligt.”If you spot it you´ve got it” kunne være et nyt ledelsesmantra. Både når du ser det gode og det dårlige. Hvorfor ikke med det in mente gøre det til en arbejdsplads fineste metier fra nu af by-passe fænomenet stress?
