- noget om kunsten at sige undskyld, kollektiv traumeforløsning og livets underfundige læringer.
Hang on – en lille varm historie fra det virkelige liv.
Her til morgen da jeg tog mig vintermorgenbad, mødte jeg en skøn kvinde på 70 spruttende af liv, som jeg en gang for mere end 30 år siden sang sammen med. Dengang havde vi det utroligt sjovt sammen, og hun betød rigtig meget for mig, fordi vi på en eller anden måde kunne dele noget fælles. Vi var begge skøre og crazy og tog livet ind. Hun repræsenterede en anden kvindetype end min mor, og jeg lærte en masse om hvordan, man også kan være kvinde. Vi delte en masse, og hun lagde meget øre til mine udfordringer med min mor.
I sommers drak vi en kaffe sammen, og her til morgen strålende af glæde siger hun til mig:
”Tine, der er noget jeg har glædet mig til at fortælle dig i lang tid. Kan du huske, da du var hjemme hos mig i sommers, og vi talte om vores udfordrende mor-datter forhold til din mor og til min datter? Kan du huske, at du sagde til mig, at jeg skulle lægge mig fladt ned, give slip på mine parader og være den, der gik forrest i at få løst op? Det har jeg gjort nu! Og ved du hvad? Nu har min datter og jeg det så godt sammen. Takket være dig. Jeg sagde oveni købet til hende, at det var på grund af dig, at jeg faktisk havde turdet tage disse skridt, og at jeg nok ikke var så godt til det, men jeg gjorde det”.
Phew…. Det er noget af det smukkeste og rørende jeg længe har hørt. At en kvinde på 70 stadig har modet til at tage ansvar for at gå forrest og løse op for et stramt mor-datter forhold. Halleluja - jeg er så glad på hendes vegne over, at hun har fået hevet en ultra vigtig relation hjem.
På bagkant ser jeg universets ringe af læring, og hvordan vi ved at ”pay it forward” på forskellige måder bliver hinandens læremestre. Hun gjorde en gang en masse godt for mig. Og nu ja, så opfordrede jeg hende til at gøre præcist det, jeg selv havde længtes efter at min mor vil gøre – at lægge sig ned og turde tage ansvaret og sige rundstykke rundstykke – det var ikke med vanille. Det er nemlig - i min optik - altid den voksne - som i den, der tør lægge sig fladt ned først og bare give slip på alt det, som kan gøre at man holder fast på sin ret - der er den største og den, der kan få forløsningen til at bevæge sig.
Så kære skønne Lisser, tak for at have modet til at lytte og gøre det, du fandt nødvendigt. Tak for at være modig og åben med usikkerheden, det sårbare og fejlbarlige og for at give tilbage, at du modtog læring fra mig som er 22 år yngre end dig.
Vi har vist tilsammen en langt større betydning i hinandens liv, og for at release kollektive traumer af nedarvet psykisk dna i det store billede end, man skulle tro.
For det er jo også som om, at noget i mig også forløser sig. Helt enkelt fordi jeg kun var i stand til at give det råd fordi, jeg i mit eget forhold til min søn har gjort det til en praksis, at gøre noget andet i mit moderskab end det, som jeg selv har oplevet hvad angår at sige undskyld. En kæmpe luns af noget, som findes i det kollektive felt, men som helt jordnært manifesteredes i vores relation og det, vi har turdet dele med hinanden nu og dengang er transformeret og opløst.
Tak til min mor for at have givet mig mulighed for at se, lære og ændre gamle mønstre og give det videre. Tak til alle de kvinder, der har været før os og med os... det hele hænger sammen :)
Hver gang vi tager ansvar og forløser noget indeklemt i egen baghave, ja så tager vi en for holdet. Også selvom det tager tid.
Life works in mysterious ways - og det er magisk.
Lav en smuk dag
